Solcelleboom på lånt tid?
Der har i lang tid været snak omkring at de nuværende regler for nettomålerordningen næsten er for gode til at være sande. Det er særligt den vinkel på sagen at de eksisterende elkunder, som ikke får etableret solceller, kommer til at betale gildet og fortjenesten hos folk, som installerer solceller. Sidstnævnte sparer nemlig hele afgiften på deres elforbrug og kan bruge elnettet som lagring af den producerede el, som de andre kunder skal holde i gang. Samtidig taber staten nu mange millioner i tabte afgifter, så skatteyderne reelt dækker hullerne.
Det ser nu ud til at den lukrative ordning i den eksisterende udformining ikke fortsætter mange år frem.
Vi har allerede nu nået 2020 målene
Markedet for solceller er vokset enormt i 2012, hvor næsten 20.000 har fået installeret solcelleanlæg herhjemme. Alt i alt har vi nu over 23.000 anlæg herhjemme i Danmark. En eksplosiv udvikling, som man nødvendigvis ikke ønsker i samme tempo fremover, da klimamålene for 2020 nu faktisk allerede er opnåede. Det skal dog fortsat være attraktivt at sætte solceller op.
Hvornår ændres den nuværende ordning ?
Klima- og energiminister, Martin Lidegaard (R), har gennem et stykke tid luftet tanker omkring at den nuværende ikke nødvendigvis får lov til at fortsætte på de aktuelle favorable vilkår. Nu er han altså blevet mere konkret i udtalelserne og siger nærmere bestemt at ændringerne ikke vil komme i overmorgen, men at der heller ikke vil gå år før at ændringen bliver foretaget.
Hvornår præcis er altså svært at forudsige. Det kan også blive en gradvis nedtrapning af de gode vilkår eller at der bliver fastsat en dato et godt stykke frem i tiden.
Ændringer sker ikke med tilbagevirkende kraft
Martin Lidegaard har tidligere påpeget, at der i Danmark ikke er tradition for at ændringer på disse områder sker med tilbagevirkende kraft. Derfor vil det sandsynligvis heller ikke ske for de personer, som i år eller tidligere har investeret i solceller. Denne udtalelse er også med til at sikre, at der ikke opstår urolighed og opbremsning i solcelle markedet, da forbrugerne i dag ellers kan frygte hvad der kan ske på skatteområdet eller nettomålerordningen og udhule deres foretagede investering.
Satsning på større anlæg
Der er tilsyneladende bedre økonomi i etablering af større anlæg end de mindre anlæg installeret hos husejerne, hvorfor Klima- og energiministeren har lagt op til at vilkårene for de større anlæg kan forbedres, mens at vilkårene for de mindre anlæg bliver mindre favorable.